Hvis du har planer om at producere eller sælge produkter i Kina, er det meget vigtigt, at du beskytter dit varemærke i Kina. En kinesisk varemærkeregistrering er ligeledes vigtig, hvis du vil have mulighed for at standse krænkelser af varemærket i Kina, herunder krænkelser på online handelsplatforme som for eksempel Alibaba og Taobao.
Kina benytter sig af et såkaldt 'first-to-file'-system, hvilket betyder, at beskyttelsen er afhængig af, hvem der først har ansøgt om registrering af mærket. Man kan således miste en fuldt lovlig beskyttelse af sit varemærke i Kina, hvis andre har registreret et tilsvarende mærke tidligere. Derfor er det vigtigt, at man er på forkant og hurtigt beslutter sig for at registrere sit varemærke i Kina. (Læs mere herom i afsnittet om udfordringerne ved det kinesiske system).
Kinesiske forbrugere vil normalt finde et kinesisk navn for udenlandske varemærker - enten ved hjælp af oversættelse eller ved translitteration. Det anbefales derfor at registrere en kinesisk version af varemærket.
Et kinesisk varemærke kan registreres enten ved indlevering af en national ansøgning til Kinas nationale varemærkekontor (TMO) eller via en "International ansøgning" gennem Madrid-systemet (Læs mere herom i afsnittet om internationale varemærker)
Hvis du har ansøgt om en varemærkeregistrering i Danmark, kan ansøgningen videreføres med prioritet til Kina, hvis ansøgningen i Kina indleveres inden seks måneder efter den danske ansøgning.
En varemærkeregistrering i Kina er i princippet evigtvarende, hvis man opfylder brugspligten. Man skal blot betale et fornyelsesgebyr hver 10. år for at opretholde registreringen.
Sådan kommer du videre
Bestil → VAREMÆRKE KINA
Kontakt vores specialister
Få råd og vejledning → KONTAKT OS