Hvad betyder Brexit for dine IP-rettigheder?
Brexit blev en realitet, da briterne i juni 2016 stemte for Storbritanniens udtrædelse af EU. Briterne er på nuværende tidspunkt stadig medlemmer af EU, og juridisk set er situationen således uændret pt. – men det er alene et spørgsmål om tid, før Storbritannien aktiverer den såkaldte artikel 50 og træder ud af EU.
Det medfører selvfølgelig en del usikkerhed – både for Storbritannien og for resten af EU, men også for dig som rettighedshaver. For hvad bliver konsekvensen af Brexit, og hvordan vil det påvirke dine IP-rettigheder? I det følgende giver vi dig et overblik og fortæller dig, hvad du skal være særligt opmærksom på.
Patenter
Lad os starte med de gode nyheder: Der forventes ingen ændringer for patenter udstedt af det europæiske patentkontor (EPO).
EPO udsteder som bekendt patenter med hjemmel i den europæiske patentkonvention – en mellemstatslig aftale tiltrådt af lande både i og uden for EU. Konventionen fungerer således uafhængigt af EU, og briterne vil derfor fortsat være medlem af EP-samarbejdet efter de forlader EU. EP-patenter, som er valideret i Storbritannien, vil således fortsat være gyldige.
Til gengæld ser det ud til, at Brexit vil få stor indvirkning på det kommende EU-patent. Som vi tidligere har fortalt om (http://www.otello.dk/ipr-blog/den-kommende-afstemning-om-enhedspatentet), er forordningen om det fælles EU-patent og den tilhørende patentdomstol allerede vedtaget, men skal ratificeres af mindst 13 medlemslande, herunder Tyskland, Storbritannien og Frankrig, før forordningen træder endeligt i kraft. Storbritannien skulle efter planen have ratificeret forordningen i efteråret 2016, men dette kommer nu ikke til at ske, og der er derfor stor usikkerhed om hvornår EU-patentet og patentdomstolen træder i kraft – og om det overhovedet bliver en realitet, nu når Storbritannien ikke længere er med i samarbejdet.
EU-varemærker og EU-designs
Både EU-varemærker og EU-designs har enhedskarakter. Det betyder, at de ansøges, behandles og udstedes samlet af det europæiske kontor for immaterialret (EUIPO), og at registreringerne automatisk er gældende i alle EU’s medlemslande.
Når Storbritannien forlader EU, vil det derfor betyde, at EU-varemærker og EU-designs ikke længere vil være gyldige i Storbritannien, og at man som rettighedshaver skal sikre sig på anden vis, hvis man ønsker at opretholde beskyttelsen af sine varemærker eller designs.
Det forventes, at der vil blive indført en overgangsperiode, hvor man som indehaver har mulighed for at udvide sin eksisterende varemærke-eller designregistrering og indlevere en national ansøgning i Storbritannien med prioritet fra den oprindelige EU-ansøgning. Dette skal i givet fald ske inden en nærmere fastsat dato, ellers mistes beskyttelsen. De nærmere regler herfor er dog endnu ikke fastsat, og vi må derfor afvente en afklaring.
For indehavere af varemærker og designs vil Brexit således medføre forøgede omkostninger, idet det nu vil være nødvendigt både at ansøge om EU-beskyttelse og national beskyttelse. Er det britiske marked af afgørende betydning, bør man som rettighedshaver allerede nu lægge en strategi for, hvordan man på bedst vis varetager sine interesser og får sikret sine rettigheder.
Derudover skal man som indehaver være opmærksom på, at Brexit ligeledes kan få indvirkning på brugspligten for varemærker, der træder i kraft efter 5 år. Brugen af varemærket skal som bekendt være foretaget inden for EU, men er brugen alene sket i Storbritannien, vil man fremover ikke kunne opretholde sin registrering på baggrund heraf, idet Storbritannien ikke længere vil være medlem af unionen.
Ophavsret
Modsat varemærke-og designretten findes der ikke et samlet system for registrering og håndtering af ophavsrettigheder – beskyttelsen opstår automatisk og kræver således ingen ansøgning.
Ophavsretten er dog i høj grad harmoniseret inden for EU, og særligt EU-domstolen har gjort sit til at skabe ensartethed i medlemslandene. Efter Brexit vil Storbritannien ikke længere være bundet af EU-domstolens afgørelser, og vi kan derfor forvente, at de britiske domstole i et vist omfang vil lave deres egne spilleregler for ophavsretten i Storbritannien.
Dette kan f.eks. få betydning i forhold til Storbritanniens begrænsede beskyttelse af møbler og brugskunst. Som vi tidligere har fortalt om, er Storbritannien tidligere blevet irettesat af EU-domstolen, fordi deres beskyttelse af møbler og brugskunst ikke lever op til EU-retten og åbner dørene for et stort marked for salg af kopimøbler. Storbritannien blev pålagt at ændre sine regler, så de var i overensstemmelse med resten af EU’s, men efter Brexit er det nu uklart, hvorledes Storbritannien har tænkt sig at efterkomme kravet fra EU-domstolen, idet de ikke længere er bundet heraf.
Uanset hvad, vil muligheden for at indkøbe kopimøbler fra Storbritannien dog forsvinde. Lige nu er det EU’s regler om varers frie bevægelighed inden for EU, der gør, at man som dansker kan indkøbe kopimøbler og få dem sendt til Danmark. Når briterne forlader EU, vil der ikke længere være fri bevægelighed mellem Storbritannien og Danmark, og køb af kopimøbler vil derfor være en ophavsretlig krænkelse.
Kontrakter
Har du licenseret dit varemærke, indgået en distributionsaftale, eller på anden vis indgået en kontrakt vedr. brug af rettigheder, er du muligvis nødt til at få tilrettet aftalen. De fleste kontrakter specificerer det område, som kontrakten vedrører, og i mange tilfælde vil dette være angivet som EU. Efter Brexit er Storbritannien ikke længere en del af EU, hvorfor det kan være nødvendigt at ændre kontrakten for at sikre, at der fortsat er klarhed om de geografiske betingelser for aftalen.
Afslutning
Som det fremgår, har Brexit medført en række udfordringer – ikke bare for briterne, men også for rettighedshavere.
Det er yderst vigtigt, at du som indehaver af et varemærke eller design er opmærksom på de kommende indskrænkninger, og får gjort dig nogle tanker om, hvordan dine rettigheder eventuelt kan tilpasses for at sikre dig selv bedst muligt.
Har du brug for hjælp til at vurdere dine muligheder, eller har du spørgsmål generelt til Brexit og konsekvenserne heraf, er du velkommen til at kontakte os.
Vi er altid parate med gode råd og vejledning
Kontakt vores specialister her ➤ KONTAKT OS